Den tredje generation af spormineraler til foderproduktionen

Grovvare, февраля 2020

Hydroxyspormineraler viser ifølge Orffa bedre klovsundhed hos grise og sundere trædepuder hos fjerkræ.

Den nyeste generation af spormineraler – de såkaldte hydroxyspormineraler – bidrager til en optimal forsyning af spormineraler til dyret og fører dermed til en bedre sundhed og ydeevne. Det skriver producenten af foderadditiver, Orffa, i en pressemeddelelse.

Her betegnes hydroxyspormineraler som den tredje generation spormineraler efter de velkendte uorganiske og organiske mineraler.

– Vores Excential Smartserie er en forholdsvis ny type mineraler, som ikke har negative indvirkninger på stabiliteten af hverken premix, mineralfoder eller fuldfoder. Optagelsen af mineralerne i tarmen er bedre, da de ikke påvirkes af øvrige næringsstoffer; de såkaldte antagonister, siger Kees Kastelijn, teknisk salgschef i Orffa Skandinavien A/S.

– Disse spormineraler har et højt mineralindhold i forhold til uorganiske og organiske mineraler, er ikke-hygroskopiske og har en fin og uniform partikelstørrelse, hvilket sikrer en meget homogen fordeling i foderet. Endvidere er hydroxymineraler smagsneutrale. Spormineraler som kobber, zink og mangan er vigtige i forhold til at opretholde en optimal sundhed og ydeevne, siger Kees Kastelijn.

Mindre tilsætning af spormineraler

Den tilladte tilsætning af spormineraler til foder er for nylig blevet sænket i EU, hovedsagelig af miljømæssige årsager.

– Disse begrænsninger tvinger produktcheferne til at sætte mere fokus på den biologiske kvalitet af de anvendte spormineraler. Det gælder især for kobber og zink, som inden for fjerkræ og svin er kendt for at opretholde hudens og ikke mindste trædepudernes og klovenes sundhed, siger Kees Kastelijn.

Han fortæller, at nye forsøg viser, at den biologiske kvalitet af hydroxyspormineraler til slagtekyllinger netop peger på sundere trædepuder.

Bedre klovsundhed

– Et etårigt feltforsøg i 2016 i en sobesætning med 775 søer i Holland viste, at søer fik en bedre klovsundhed på grund af de lettere biotilgængelige hydroxyspormineraler.

– Et skandinavisk foderstoffirma har anvendt Smart-serien siden april 2017 i alt smågrisefoder og alt sofoder. Månedlig klovscoring i to sobesætninger med 500 søer igennem et år viste den samme markante forbedring i klovsundheden. Siden årsskiftet er Smart-serien også brugt i deres slagtesvinefoder, fortæller Kees Kastelijn.

Foderadditiver i over 50 år

Orffa Skandinavien A/S er en del af Orffa Additives B.V. med hovedkontor i Holland, som har markedsført foderadditiver til foderstofindustrien i Europa i over 50 år og på verdensplan i seks år. Additiverne anvendes i råvarer og i foder til kvæg, svin, fjerkræ, mink, fisk og kæledyr.